Udskriv siden

Love og vedtægter

Love for Hvidovre-Avedøre Rideklub

Navn og hjemsted

§1

Klubbens navn er: Hvidovre-Avedøre Rideklub

Forkortelse: HVR

Klubbens hjemsted er: Hvidovre Kommune

Formål og opgaver

 §2

1. At fremme interessen for ridesporten og at samle medlemmerne til udøvelse af denne idræt samt at oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.

2. Afholdelse af rytterarrangementer.

3. Klubben har desuden som opgave på forsvarlig vis at drive et rideetablissement

Medlemskab af andre forbund

§3

HVR er medlem af Dansk Ride Forbund under Dansk Idræts-Forbund, hvorfor klubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds love, reglementer og bestemmelser, herunder også de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftsbestemmelser.

Optagelse/udmeldelse af medlemmer

§4

1. I klubben kan optages aktive og passive senior- og juniormedlemmer samt støttemedlemmer. Unge kan kun optages som juniormedlemmer til og med det år, de fylder 18 år. Juniormedlemmer kan ikke vælges til bestyrelsen, men har stemmeret fra det tidspunkt, de er fyldt 16 år.

2. Passive medlemmer kan optages i klubben uden ret til at deltage i ridsesportslige aktiviteter.

3. Medlemskabet er gældende, når kontingentet er betalt.

4. Udmeldelse er først gældende, når bestyrelsen har modtaget en skriftlig anmodning herom fra medlemmet.

5. Når indmeldelse er sket, har medlemmet de rettigheder og pligter, som er angivet i lovene.

Æresmedlemmer

§4a

1. Æresmedlemmer udpeges af bestyrelsen og hædres på generalforsamlingen

2. Æresmedlemmer har stemmeret på generalforsamlingen

Kontingent

§5

1. Klubåret går fra 1. januar til 31. december

2. Der indbetales kontingent for et helt år ad gangen, dog kan bestyrelsen fravige denne regel ifølge nærmere fastsatte regler besluttet i bestyrelsen

3. Medlemskontingent for næstfølgende år foreslås af bestyrelsen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig afgørelse

4. For alle medlemmer opkræves medlemskontingentet forud en gang årligt og er forfaldent til betaling den 15. januar

5. Sidste rettidige indbetaling af kontingent er 15. januar. Er kontingentet ikke betalt, slettes vedkommende som medlem og kan kun optages som nyt medlem mod betaling af restancen

6. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent

Generalforsamling

§6

1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen

2. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt i marts måned

3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 31. december året forinden. Det skal klart fremgå af forslaget, hvem der er forslagsstiller, da forslaget ellers ikke behandles på generalforsamlingen

4. Tid og sted for generalforsamlingen skal, tillige med dagsorden og de af bestyrelsen fremsatte forslag og indkomne forslag, skriftligt meddeles klubbens medlemmer med mindst 14 dages varsel

5. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er æresmedlemmer og alle medlemmer af klubben over 16 år, der er lige med i kontingent, og som har været medlem af klubben de sidste 3 måneder før generalforsamlingens afholdelse. Juniorer har dog stemmeret til rent sportslige afstemninger samt ved valg af juniorudvalgsformand

6. Alle stemmeberettigede medlemmer over 18 år af rideklubben kan opstille til en eller flere poster, dog må følgende grupper af personer ikke sidde i rideklubbens bestyrelse:

a) Kontraktansatte i klubben med arbejde over 8 timer pr. uge samt ejere eller forpagtere af rideetablissementet hvor klubben hører til eller andre rideetablissementer i klubbens hjemstedskommune

7. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af Dirigent, referent og stemmetællere.

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse.

4) Fastsættelse af kontingent:

5) Behandling af indkomne forslag:

6) Valg af Formand:

7) Valg af kasserer:

8) Valg af bestyrelsesmedlemmer:

9) Valg af suppleanter:

10) Valg af Junior-udvalgs-formand:

11) Valg af registreret revisor:

12) Eventuelt:

8. På generalforsamlingen vælges personer ved simpelt stemmeflertal

9. Andre beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal (se dog stk. 10 og 15 samt §3, 11 og 12). Står stemmerne lige, er forslaget forkastet

10. Ved ændring af klubbens love kræves der et stemmeflertal på 2/3 af de afgivne stemmer. Enhver ændring af lovene skal indberettes til DRF til godkendelse

11. Afstemning foregår ved håndsoprækning, med mindre mindst et stemmeberettiget medlem kræver skriftlig afstemning

12. En generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal

13. Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen anser det for nødvendigt, eller når mindst 25% af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom, med meddelelse af dagsorden

14. En ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 14 dage efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel

15. På en ekstraordinær generalforsamling kan lovændringer vedtages med et stemmeflertal på 2/3 af de afgivne stemmer

Bestyrelsen og udvalg

§7

Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på 7 (9) medlemmer og 3 suppleanter, der er valgt på generalforsamlingen.

Bestyrelsen

Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer er 2-årig og for suppleanter 1-årig.

1. Formanden, 2 (3) bestyrelsesmedlemmer og den ene kasserer er på valg i lige årstal

2. 2 (3) bestyrelsesmedlemmer og den anden kasserer er på valg i ulige årstal

3. Den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv, med minimum næstformand og sekretær

4. Suppleanter kan inddrages i bestyrelsesarbejde og har ret til at deltage i bestyrelsesmøder, men har ingen stemmeret ved bestyrelsesmøder

5. Den daglige leder af rideetablissementet og juniorudvalgsformanden kan deltage i relevante dele af bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret

6. En bestyrelsesbeslutning er kun gyldig hvis mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har deltaget i afstemningen

7. Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved simpelt stemmeflertal. Står stemmerne lige er formandens stemme afgørende

8. Næstformanden overtager formandens rettigheder og pligter ved forfald af formanden

9. Sekretæren fører protokol (beslutningsreferater) over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne, der afholdes efter behov, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Referatet godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde

10. Genvalg til bestyrelsen kan finde sted.

Funktionsbeskrivelser

§8

1. Bestyrelsen udarbejder funktionsbeskrivelser for alle udvalg som godkendes af bestyrelsen og underskrives af formanden, kassererne og de respektive udvalgsformænd

2. Funktionsbeskrivelserne revideres og underskrives en gang årligt, senest en måned efter den ordinære generalforsamling, eller hvis bestyrelsen anser det for nødvendigt

3. Misligholdelse af funktionsbeskrivelserne kan medføre øjeblikkelig udtrædelse af udvalgene

Rideskoleudvalg

Rideskoleudvalget består af formanden, 2 bestyrelsesmedlemmer, samt en af kassererne. Den daglige leder af etablissementet har sæde i rideskoleudvalget, dog uden stemmeret.

Økonomiudvalget

Økonomiudvalget består af bestyrelsens formand (automatisk formand for dette udvalg) samt de to valgte kasserere.

1. Kassereren for klubben er 1. kasserer og tager sig dagligt af klubbens regnskab. Kassereren for rideskolen er 2. kasserer og tager sig dagligt af rideskolens regnskab

2. Såfremt Hvidovre Kommune ønsker det, kan Økonomiudvalget suppleres med et medlem udpeget af kommunen

3. Den ene kasserer tager over for den anden, hvis denne forfalder

4. Klubbens regnskab skal revideres og godkendes af en registreret revisor

5. De reviderede regnskaber skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med forslag til budgetter for det kommende år

6. Økonomiudvalget udarbejder og forlægger klubbens regnskab, samt aflægger halvårligt regnskab til kommunen

7. Regnskabsåret følger kalenderåret (1. januar - 31. december).

Juniorudvalget

Juniorudvalget består af 1 formand, der er valgt på generalforsamlingen og 6 medlemmer valgt på et medlemsmøde. Valgperioden for udvalget er 1 årig.

a) På et medlemsmøde senest 1 måned efter generalforsamlingen vælges 6 medlemmer til udvalget

b) Udvalgets formand deltager i bestyrelsesmøderne og kan inddrages i bestyrelsesarbejdet

c) Juniorerne indstiller og vælger selv kandidater til juniorudvalget.

d) Genvalg til udvalget kan finde sted

Øvrige udvalg

Bestyrelsen skal konstituere formændene for klubbens øvrige udvalg. Formand kan både være bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Inden 1 måned efter generalforsamlingen skal formændene have indkaldt til det første udvalgsmøde.

Hæftelse

§9

Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.

Disponering over klubbens midler

§10

1. Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dennes tarv på bedste måde

2. Økonomiudvalget er bemyndiget til at underskrive dokumenter om køb, salg og anden afhændelse samt pantsætning. - jf. funktionsbeskrivelsen for økonomiudvalget.

Karantæne/udelukkelse

§11

1. Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til skade for klubben. For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen. Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemning finder sted. Denne afgørelse kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

2. I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamling afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelsen kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne). Medlemmet har krav på at være til stede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Ride Forbunds Ordens -og Amatørudvalg inden 4 uger.

3. I det af § 11. stk. 2 omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved Skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer, afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Ordens- og Amatørudvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller evt. indstilles til Danmarks Idræts-Forbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (eksklusion).

Opløsning af klubben

§12

1. Klubbens opløsning kan kun finde sted, når der er truffet beslutning herom på to efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

a) På den første generalforsamling skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer være til stede, og beslutningen om opløsning vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer

b) På den anden generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpelt flertal

c) Eventuelle aktiver skal tilfalde ridsesportslige aktiviteter i distrikt 1, dog skal Hvidovre Kommunes aktiver forblive kommunens

 

Revideret på Generalforsamlingen 2007 - tilføjet ændringskrav fra DRF ift. § 3 og § 11